En lille beretning om vores første tur til Sydamerika. Hvorfor vi valgte at tage til Argentina og Brasilien er ingen af os helt klar over, men det var vist for at prøve at se noget andet end Europa.
Vi bestilte turen allerede i foråret 2005 – og tiden gik meget langsomt til vi skulle af sted. Og så alligevel - lige pludselig kom vi til den 15. november. Farmor var hentet til fra Næstved til at passe på hus, katte og barn.
Kl. 13.01 tog vi toget fra Sorø Station mod København.
Vi skulle med fly fra Kastrup til Milano kl. 17.30. Belært af DSB’s sædvanlige præcision tog vi af sted i god tid. Med en lille forsinkelse kom vi af sted med flyet. I Milano havde vi 2 timers ventetid til flyet gik mod Buenos Aires. Vi havde valgt at flyve med rejsebureauets ”normalt” flyselskab – Alitalia. Flyet var en Boing 777 – stort og med plads til mange italienere. Vi havde desværre selv bestemt at vi ville side ved vinduet. Ikke nogen brillant ide! Specielt ikke, når sidekammeraten er en senildement ældre italiensk dame, som kun taler italiensk – og i øvrigt taler meget.
Onsdag den 16. november
Vi kom dog igennem natten og landede i Buenos Aires tidligt onsdag morgen – lokal tid 7.15 – dansk tid 11.15.
Nu skulle C&C Travel bestå sin første prøve. I rejsevejledningen stod, at vi ville blive hentet af selskabet og kørt til hotellet. Det var vi lidt spændt på om ville ske. Først skulle vi dog lige have vekslet nogle penge til Pesos. Vel udrustet med lokal valuta gik vi ud i forhallen for at se, hvem vi skulle køre med. Her stod ganske rigtigt en chauffør med et C&C Travel skilt og ventede på os. Enrique hilste pænt på engelsk – og så var det også slut med hans engelskkundskaber. Lovende – for han forstod ikke Hannes ellers perfekte spansk. Turen fra lufthavnen til vores hotel forløb godt. Trafikken var tæt – specielt da vi kom ind i centrum af Buenos Aires. Hjemmefra havde vi set hvordan hotellet skulle se ud – hotel Castelar. Et ældre og lidt slidt hotel, men med charme og atmosfære.
Det holdt helt. Vores værelse var dog ikke det bedste. Vi havde meget støj fra aircondition - og det lå ud til en gård. Men det var rummeligt og var indrettet med de basale elementer – seng, bord, stole og et bad/toilet. Vores aircondition virkede desværre ikke - så vi havde nogle varme dage. Temperaturen var nemlig mellem 29 og 35 grader alle dage. Lidt af en forskel til danske vejr i november. Hjemmefra hørte vi, at det var frost og sne i Danmark.
Vel installeret på vores værelse – og efter et hurtigt bad – skulle vi ud og se på byen. Altså kun en lille del af byen, for med et indbyggerantal i selve Buenos Aires på 4-5 mio. og med forstæder i alt 16 mio., er byen og omegnen ikke til at overskue på en enkelt eftermiddag.
Vi valgte at tage en tur op ad gaden for at se kongressen. Et flot syn og vores første rigtige indtryk af Buenos Aires – og Sydamerika. BA er et mix – tag lidt Paris, Madrid, Firenze og tilsæt en broget skare af forskelligartet mennesker, så har man BA.
Efter lidt kortforvirring fik vi retning mod det vi efterfølgende havde valgt at se. En gågade med en masse spændende butikker. Tøj, sko, lædervarer og meget mere til en god pris. Fik begge købt flere bluser og Hanne et par bukser. Vi havde med vilje ikke taget nok tøj med hjemmefra, idet vi havde læst, at tøj, sko o.s.v. kunne erhverves til en rimelig pris i BA. Det holdt stik. Hanne fik også bestilt en læderjakke. Specielt syet til hende, for damen kunne ikke lide skindet på de jakker de havde i butikken, og ærmerne var for store – og kraven ligeså. Så de fik sammensat en jakke, som faldt i damens smag. Hvis vi ville kunne hente den næste dag, men aftalte først at hente den fredag. Fordi jakken blev syet specielt til Hanne, skulle vi betale 200 pesos i depositum. Lidt af et sats – var jakken der når vi kom tilbage – og var butikken i det hele taget åben – og kunne de huske hvad de havde lovet? Vi var jo i Sydamerika og havde vores fordomme med os i bagagen. Mere om det senere.
Et godt måltid mad på gågaden fik vi også sat til livs. Fisk og god hvidvin. Ikke sidste gang vi fik hvidvin fra Argentina – hver gang en fornøjelse. Det samme med rødvin, men det var jo til aftensmåltid!
Vi fandt ned til havnen. Havnen var ikke aktiv mere. Pakhusene var bygget om til restauranter, beboelse og kunstudstillinger. Et rart sted at være – væk fra larm, støj og storbyen.
Hjemme på hotellet havde vi ikke energi til at gå mere i byen, så aftensmaden blev indtaget der. Ikke dyrt - mad, rødvin og kaffe – 58 pesos. Når en pesos står i 2,20 kr. er det bestemt ikke dyrt.
Det var vores første dag i BA – fødderne var ømme og den manglede søvn fra nattens flyvning sad stadig i kroppen.
En god nats søvn og så er det
Torsdag den 17. november
Efter god morgenmad på hotellet skulle vi en tur op til C&C Travels kontor i BA. Ingrid tog imod os og lavede en udrikkelig kop kaffe. Vi fik vores busbilletter til Colon og til natbussen videre mod Missiones. Ingrid talte i øvrigt dansk. Hun var født i Danmark – vist nok af argentinske forældre. Hvorfor i Danmark – og hvorfor tilbage til Argentina fik vi ikke at vide. Ingrid gjorde sit bedste for at sælge os forskellige ture, men vi havde ikke den store interesse. I turens pris var også inkluderet 3 timers tangoundervisning på et danseinstitut.
Og så måtte vi videre i byen. Gårdagens gåture havde allerede sat spor i benmusklerne, så fremover tog i metroen eller bus hvor det kunne lade sig gøre. Metroen fungerede godt. Nogle var gamle – men ligefrem smukke – mens andre var moderne. ”Vores” metro lige udenfor vores hotel var den af de gamle. Både vogne og indretning var af træ.
Vores tur gik til Eva Perons grav. Først med metro og så en god gåtur. Kirkegård for de rige. Det var små palæer – slet ikke almindelige gravstene. Eva Peron er begravet på familiegravstedet – eller mere præcist familiegravpalæet. Hun var ud af en rig familien. Selvom myten om hende er smuk, var hun vist ikke selv helt fin i kanten. Et par deportationer og sådan noget gjorde hende ikke populær i alle kredsen. Så for at hendes fjender ikke skulle få fat i liget, er det placeret 3 etager under jorden – og omgivet af alarmer. Gravfred – hvad er det?
Ud fra kirkegården igen og videre til næste mål. Et kunstnerkvarter i nærheden. Metro – gåben og nye oplevelser.
Mødte en hundepasser på vejen. Utroligt at de kan få så mange hunde til at gå ordentlig sammen.
Tilbage i ”vores” kvarter skulle vi lige ned til præsidentpaladset for at se ”de grædende mødre”. Hver torsdag samles en gruppe af mødre til bortførte unge mennesker for at demonstrere – og for at få regeringen til at hjælpe med at fortælle om de unges skæbner. De blev bortført under det sidste militærdiktatur og er højest sandsynligt dræbt af styret. Denne torsdag var der ikke så mange mødre.
Hver dag havde sin demonstration. På vores tur til Eva Perons grav stødte vi også ind i en demonstration. Det var læger og sygeplejersker som demonstrerede foran et hospital. Ganske fredeligt – måske, men ledsaget af fyrværkeri og kanonslag. Så vi listede lige så stille udenom. Det var jo ikke vores demonstration – vel!
Dagen før var vi også løbet ind i en demonstration. Vi reagerede på samme måde den dag.
Tilbage til hotellet. Lige ved siden af var der en internetcafe med adgang til Skype, så vi fik ringet hjem til farmor og Rikke.
På hotellet fik Hanne et glas rødvin og John en øl. Tjeneren spurgte om det skulle være en stor eller lille øl – og hvorfor vælge en lille, når der var mulighed for en stor. Han grinede hele vejen til baren. En stor øl er altså meget stor på disse kanter!!!
Faldt vist i søvn på hotelværelset. Vågnede lige tids nok til at komme ud og spise. En flot restaurant - men ikke det bedste mad på turen.
Fredag den 18. november
Ud og se på butikker. Metroen stop fuld, så vi kunne lige akkurat være der (almindelig morgentrafik i Københavns metro!) Fik købt lidt mere tøj – og vekslet til brasilianske real, så vi havde lidt at starte på, når vi kom til Brasilien. Fik hentet Hannes jakke. Det var præcis som den skulle være. Og butikken havde åben – de kunne huske os – havde varen – så vores fordomme blev gjort til skamme!
Inden Hanne fik sin jakke, købte hun lige en til – bare for en sikkerheds skyld.
Så tog vi i teatret. Et af verdens største. Meget flot men også lidt slidt. Den økonomiske nedtur i Argentina har sat sine spor mange steder. Bygningerne er flotte, men trænger til istandsættelse. Det samme med teatret. Vi valgte at få en rundtur med guide. Spansktalende. Forstod ikke så meget, men kan da heldigvis se og indsnuse. Fik set balletten, kostumeafdelingen, scenografien og orkesteret øve.
Så var det tid til tangundervisning. Vi mødte op – selvfølgelig før tid – vi er vel fra Europa. Fik ikke lov til at komme ind – åbningstiden var præcis kl. 18.00 og ikke 10 min. før. Så vi gik en tur – og kom tilbage præcis kl. 18.00 – og fik lov til at komme ind. Som de første!! Der gik lige lidt tid inden de næste kom. De var også danskere – fra Slagelse viste det sig. Så kom nogle af de lokale og næsten til sidst vores danselærer. En meget fornem ældre mand og en nydelig yngre dame. Så var der holdopdeling. Damerne og herrerne hver for sig. Den ældre mand tog sig af damerne og den nydelige yngre dame af mændene. God opdeling. Så skulle de 8 grundtrin indøves. Ikke nemt. Til sidst fik vi lært trinene. Så kom det svære – at danse med sin ægtefælle. Efter 1 ½ time synes vi det var nok. Så kunne føder, krop og hoved ikke følges ad mere.
Kunne ikke spise mere den dag. Havde (igen) fået et godt måltid til frokost, så vi gik på pizzabar. Det har vi ikke prøvet før i udlandet! De troede vi var amerikanere.
Hjem til hotellet og så lidt søvn.
Lørdag den 19. november
Under morgenmaden fik vi en ekstra oplevelse. Et tjekkisk basketballhold var kommet til hotellet. De var MEGET høje. Der skulle åbenbart være woldcup for oldboys hold i BA. Fik ikke så meget frugt den morgen. Bordet var ryddet inden vi fik set os om. Deres højde og appetit stod i godt forhold til hinanden.
Vi besøgte C&C Travels kontor om morgenen. Skulle lige booke os ind på et tangoshow til samme aften. Nu havde vi jo lært hvordan dansen skulle trædes, så vi var nysgerrige hvordan vi kunne komme til at danse efter lektion 2 (og 3 og 4 og ……) På kontoret fik vi også en vejledning i hvordan kom til
Neden på gaden gik der lige et øjeblik inden vi fandt ud af, at Ingrids råd ikke altid var til at stole på. Gaden var ensrettet, så over på den anden side gik trafikken samme vej som på den side vi kom fra. En sød betjent fortalte hvor vi kunne tage bussen fra. En parallel gade bagved kontoret. Altså ikke ligefrem på den anden side af gade – men hvad. Vi kom af sted.
Et orkester med trommer og trillefløjter optrådte på gade. Medlemmerne var børn fra kvarteret. De spillede godt – og vi gav en skilling til hatten.
På hjemturen kørte vi også med bus. Igennem kvarterer som vi bestemt ikke havde lyst til at gå i. Det var en af skyggesiderne ved BA.
Tilbage i centrum. Lidt indkøb på gågaden igen. Skjorte, slips og andre fornødenheder. På en restaurant fik vi af en tjener klar besked om, hvor vi IKKE måtte bevæge os hen. Ikke for at hun talte engelsk – og de forstod stadig ikke vores ellers perfekte spansk. Kropssprog er ikke til at tage fejl af. Et af de steder vi havde tænkt på at tage hen næste dag, måtte vi bestemt ikke tage hen. Der slog de folk ned og det der var værre. Så blev vi så kloge.
Vi havde jo bestilt billetter til et tangoshow lørdag aften. Vi blev afhentet præcis kl. 20.30. Showet var flot – dans, sang og anden optræden. Et par danselektioner til – og så var vi (næsten) på højde med de optrædende.
En hyggelig aften.
Søndag den 20. november
Stille dag i BA. Søndag er hviledag. Ingen trafik – ingen butikker åbne – ingen mennesker. Alle er hjemme i forstæderne. Vi tog en tur ned til havnen igen. Gik en lang tur og nød solen og stemningen. Efter en tur i ”gaden som aldrig sover” – bare ikke om søndagen – og frokost på en god lokal restaurant, gik vi tilbage til hotellet for at slappe af. Aftensmad på endnu en lokal restaurant. Er helt sikker på at tjeneren kunne tælle på dansk – men hun forstod ikke hvad vi sagde – tror vi nok. Hjem og tidligt i seng.
Mandag den 21. november
Tidligt op og pakke de sidste ting. Vi skulle videre med bus til Colon. Igen fungerede det med afhentning. En taxa kom til aftalt tid og kørte os til busstationen. Denne taxachauffør kunne engelsk – rigtig godt engelsk. Han fortalte lidt om byen efterhånden som vi kom frem. Vi fik at vide hvad de smukke træer med lilla blomster hed chacharanda og meget mere. På busstationen blev vi ikke blot sat af. Næh – han blev til bussen kom og stod og vinkede farvel. Det var nu også meget godt for det ville ikke have været let for os at finde den rigtige bus. 72 holdepladser – i en lang række. Og hvad hed bussen o.s.v.
Vi kom til at sidde forrest på første sal i bussen. Flot udsigt. Der gik godt nok noget tid inden vi var ude af BA, men efter en tid kom vi på landet. Landskabet var meget fladt – kunne godt være et sted i Danmark, men alligevel ikke. Efter ca. 4 timer kom vi til Colon. Colon er på størrelse med Sorø, så til at overskue. Første indtryk – grusveje, søvnig by, helt anderledes end noget vi havde set før.
På busstationen stod Jamine klar til at hente os. Jamine var ansat i det lokale turistbureau, som C&C Travel havde hyret til at tage sig af gæsterne. Vi blev kørt ind til vores hotel. Et utroligt charmerende lille hotel. Vi fik et lille men godt værelse. En kort omklædning – og så af sted igen. Vi skulle på sejltur på floden Uruguay. Ud for Colon og lidt op ad floden er der aflejret sand – materiale ført med fra Brasilien. Disse sandbanker er første trin i udviklingen af en ny ø i floden med skovvækst. Det tager rigtig mange år før skoven er stor og tæt. Vores guider på turen var Jamine og hendes mand. Deres søn var også med. Han elsker at komme med på de ture. Turen var fantastisk i sig selv. Vi fik se slangespor og slange – heldigvis et dødt eksemplar. På vores lille tur var et ungt par med. Han fra New York og hende fra BA. Kærlighed har ingen grænser. Endnu et par deltog. De var fra Århus, så sprogvanskelighederne var ikke så store med dem. Knud-Erik 75 år og Jytte lidt yngre. Ikke alene var vi på floden Uruguay, men vi var også i landet Uruguay for sandbankerne lå på den anden side af grænsen.
På vej tilbage til Colon stoppede vi på en lille ø for at gå en tur i junglen. Hanne kunne ikke deltage. Hun var omsværmet – ikke af tilbedere, men af bidende insekter. Det var ellers en ganske hyggelig tur, hvor Jamine og hendes mand fortalte om junglen og dens træer. Træerne var for langt de fleste ikke natur vækst i Argentina, men ført med som frø via floden fra Brasilien.
Tilbage i Colon var det tid for lidt proviantering inden aftensmad. Ind til den lokale købmand og få lidt Fernebranca (1/2 flaske 28 kr.) og vand. I rejsens pris, var 2 aftensmåltider i Colon indeholdt. Jamine kom og hentede os, Knud-Erik og Jytte. Vi havde en god aften.
Tirsdag den 22. november
Meningen med at tage til Colon var at slappe lidt af efter 5 travle dage i BA. Vi havde oprindeligt bestilt et ophold på en farm udenfor BA, men rejsebureauet lavede om på vores planer, idet farmen ikke levede op til deres normale standard. Hvad vi gik glip af ved vi selvfølgelig ikke, men Colon var 2 dage værd. Vi gik rundt i byen og hyggede os. Tøj m.m. var lige så billigt her i Colon – noget billigere, så lidt indkøb blev det også til. Byen er som tidligere beskrevet ikke særlig stor. Hovedgaden var belagt med sten – alle andre var grusveje.
Julepynten var kommet frem i vinduerne. Lidt abstrakt – og ikke helt til at forholde sig til, når temperaturen er på 34 grader!
Da vi ankom til Colon ville vi leje en boks til vores penge, pas m.m., men det var lidt for besværligt. Vi kunne ikke leje en egen boks, så alt skulle skrives ned og vi skulle kontakte personalet hver gang vi ville have nogle af vores ting. Det var nu heller ikke nødvendigt at leje boks, for i Colon var alt fredeligt og roligt. Alle kendt alle og en tyv ville ikke have gode chancer for at begå sig i lokalområdet.
San Martin. En af de mange nationalhelte. Han havde vist nok befriet Argentina fra kolonistyret. Vi undrede os over at en fugl havde fået lov til at bygge rede på hans skulder. Senere fik vi fortalt, at fuglen var nationalfuglen – og hvis man fjerner reden bygget af nationalfuglen, ville man aldrig få mulighed for at eje sin egen bolig. Sådan lød sagnet.
Vi fik middagsmad tæt ved floden. Igen god mad, hvidvin og kaffe. Pris 90 kr. for 2 personer.
Vi besøgte Jamine på deres lille kontor for at bestille en tur til en vingård. Jamine bød på Mate. En speciel the, som alle gik rundt og drak. Og jo – de gik rundt og drak – havde altid en termokande med. Speciel smag – koppen med et sugerør gik i øvrigt bare rundt, så håber ikke, at personen før havde nogle særlige sygdomme.
Eftermiddagen gik med læsning i hotellets gård. Jytte og Knud-Erik kom med en af de store øl, som tak for den dansk/spansk ordbog vi havde foræret til dem. Vi havde 2 med.
Blev hentet af Jamine til aften. Hun kørte os til den samme restaurant som dagen før. Vi fik igen god mad, rødvin og kaffe. Pris 90 kr. for 2 personer.
Onsdag den 23. november
Ja det var så den første uge – men hvilken uge. Vi havde allerede fået mange spændende oplevelser.
Fik købt frimærker – hvilket ikke var så nemt endda. Vi spurgte om vej til posthuset et par gange – og blev ledt i forskellige retninger hver gang. OK deres engelsk var nok også dårligere end vores spanske, så spørgsmålet var, hvad de troede vi spurgte om – og hvad vi mente de svarede!
Gik ned til Jamine. Charlie – den ene ejer af turistkontoret – skulle tage os med til vingården. Charlie er af skotsk afstamning og taler derfor perfekt engelsk. Lidt af en speciel fyr. Han havde været i BA de sidste 6 dage for at optage en dokumentarfilm til et tv-selskab fra USA. Han og Jamine’s mand er begge fotografer.
Vi skulle køre i deres jeep. Den havde bestemt haft sin storhedstid – engang. Det måtte være mange år før, for ud over, at der var frisk luft fra himlen, var der også huller i bunden af bilen – og de var ikke lavet under fabrikationen i 1966! Charlie kendt bilen godt, så han vidste hvornår bremsen skulle pumpes for at få bilen til at holde indenfor den ønskede afstand. Charlie fortalte i øvrigt, at han ikke havde mistet nogle co-driver den sidste uge – men der havde han jo også været i BA!
Nå – men Charlie viste sig at være en meget humoristisk fyr. En boheme type. Han havde 6 børn – 2 med hver kone.
På vingården så vi lidt på markerne. Det var en ny gård – og dog ikke, for den oprindelige gård var bygget for 150 år siden af en schweizisk familie. Under et af mange juntastyrer (en gang i 1940’erne) blev det forbudt at dyrke vin andre steder end i Mendoza. Det skyldes at diktatoren havde økonomiske interesse i netop Mendoza. Vinmarkerne i Colon – og alle andre steder i Argentina blev brændt ned af regeringssoldaterne. Denne vingård havde startet produktionen op igen for 2 år siden. Vinstokkene stod godt – der var også plantet frugttræer indenfor de sidste par år.
Vinen blev dyrket økologisk. Selv fugleskræmslet var økologisk. Det hed Alfredo – og var en falk. Godt nok en ung falk, men han var i lære.
Gårdens ejere kom og hilste på. De viste os rundt på gården – den gamle vinkælder fra gårdens oprindelse og vi fik smagt på sidste års produktion. Vi blev inviteret op i den gamle beboelse, som også var sat i stand, men blev ikke længere blev brugt til beboelse. Vores vinbønder havde alene gården som hobby. Fruen underviste i engelsk og han havde nogle virksomheder. Vi hyggede os i 2 ½ time sammen med dem, hvor de spurgte til Danmark og Grønland – og styreforholdet m.m. Endnu en god oplevelse.
Tilbage til hotellet og videre ud og spise frokost. En lille bøf m.m.
Afslapning om eftermiddagen. Blev hentet kl. 20.30 af Charlie. Vi blev endnu engang kørt ned til samme restaurant og inviterede Charlie på mad. God mad og 2 flasker rødvin. Vi delte den ene og Charlie den anden.
Blev sat på natbussen ved en Shell tank et eller andet sted ude på landet. Charlie vinkede farvel. Natbussen var behagelig at køre med. Godt nok blev vi lidt køresyge, men
Torsdag den 24. november
Blev vækket ved at bussen standsede. Måtte lige sikre os, at de huskede at sætte os af det rigtige sted. Ca. ½ time før vi skulle sættes af, blev der serveret morgenmad.
Vi blev sat af det rigtige sted – men hvor var vores taxa? Vi stod i regnvejr på en busstation ude på landet kl. 7:10 om morgenen. Kantinebestyreren på busstationen var meget hjælpsom, men talte kun spansk. Efter 15 min. kom taxaen og kørte os til Bertha. I vores rejsebeskrivelse var dette skifte fra bus til bil meget nøje beskrevet – men også det mest ”spændende” skifte. Vi skulle køres i taxa til Bertha’s restaurant, hvor vi så skulle have Bertha’s svoger til at køre os videre til vores hotel!!! Det fungerede som beskrevet!!!! Vi ankom til Bertha’s restaurant kl. 7:30. De havde ikke lukket op endnu, men det klarede taxachaufføren – han bankede dem bare op – sådan!
Lige ved siden af Bertha var der en missionsstation fra Jesuitternes tid i Sydamerika. I 17 hundrede tallet havde Jesuitterne bygget flere landsbyer, hvor munkene og indianerne levede sammen. Indianerne skulle lige gøres kristne først, men så havde de også mulighed for at leve i fred og fordragelighed, med indgang til datidens tids civilisation. Om indianerne virkelig også ønskede denne form for livsførelse i stedet for deres egen civilisation er nok et spørgsmål. Munkene forsøgte at beskytte indianerne mod slaveri – så lidt gode hensigter havde de da. Godsejerne og landaldelen gik op mod Jesuitterne og fik paven i til at trække munkene tilbage fra Sydamerika. Herefter var det fri slavejagt.
Missionsstationen lå hen som ruiner, men vi fik et godt indtryk af landsbyen med kirke, beboelser og værkstedbygningerne alligevel. Samtidig med os, var der en skole på besøg. Se lige hvordan en skolebus også kan se ud!
Tilbage hos Bertha kom svogeren og hentede os (efter lidt ventetid). Videre mod næste stop: Capiovi. En lille by midt på landevejen. Vores hotel var der bestemt intet at klage over. Hjemmefra havde vi fået oplyst, at der blev forberedt en grillmiddag til os ved et lille vandfald. På grund af voldsom regn i dagene op til vi kom, kunne det dog ikke lade sig gøre. Se ellers lige et flot lille vandfald. Vi så – men fik ikke fotograferet – et par knægte, som foretog udspring fra toppen af vandfaldet.
Byen var – som skrevet – ikke særlig stor, så en tur i hovedgaden med kirke og butikker var hurtig overstået. I første forretning vi var inde i, talte butiksindehaveren spansk – og tysk til os. Nysgerrigheden var vagt. Da vi spurgte til, hvorfor hun kunne tale tysk var forklaringen, at hendes og mandens forfædre kom fra Tyskland 5 generationer tilbage – altså ikke efter 2. verdenskrig!!
Næste butik det samme – tysk frem for engelsk. På hotellet talte tjeneren også tysk. Vi var landet i en tysker rede! De var nu meget flinke alligevel.
På hotellet fik vi en øl. Serveret ude foran hotellet. Vi havde selskab af en lille fugleunge, som havde forsøgt at flyve for første gang. Ikke helt vellykket forsøg. Fløj ind i en holdende bil mens vi sad der. Fuglemor kom og fodrede.
Om aftenen skulle vi jo have haft vores grillmiddag ved floden. Hotelpersonalet spurgte om vi i stedet for ville have grill indendørs eller udenfor. Vi valgte udenfor – 23 grader kl. 20.30, hvor vi kom og skulle finde vores bord. Det var ikke så svært – der var kun det ene og en kæmpe grill. Så det blev til grillmiddag for Hanne og John betjent af 1 tjener og 1 kok. Blæret! Grillmiddagen bestod af kalvekød og kylling. Veltilberedt og velsmagende.
Fredag den 25. november
Vi skulle videre til næste stop på turen. Iguazu i Brasilien. Aftalen var, at hotellet skulle sørge for transport de ca.
Vores chauffør hed Alfredo. Burde måske have heddet Speedy Gonzales. Han forsøgte i hvert tilfælde at sætte ny rekord for kørsel med turister. Tidligere havde vi fået oplyst, at mellem 5 – 6 tusinde personer hvert år blev dræbt i trafikken i Argentina. Nu forstod vi hvorfor! Alfredo kørte bestemt ikke anderledes med os end alle andre trafikanter – snarere tværtimod. Men … trafikreglerne i Argentina var kun vejledende. Fuldt optrukne striber betød kun, at Alfredo skulle trække lidt længere ud, før han kunne se om der var fri bane til en overhaling.
Vi havde spurgt, om det var muligt at stoppe ved en agatmine på vejen. Ingen problem. 5 til
I minen havde vi en guide fra Paraguay. Han fortalte levende om minedriften.
”Speedy Gonzales” genoptog kapløbet med tiden – vi nåede Brasilien og hotellet ca. 1 ½ time før han havde lovet ved startlinien. Godt klaret!
Inden vi kom til hotellet skulle vi lige over grænsen. Alt forløb stille og rolig, og vi fik de nødvendige immigrations papir og stempler i passet.
Hotellet ved Iguazu var bestemt flot. Men priserne på stedet var tilpasset, at det var et turiststed og vi ikke kunne ret meget andet end at spise på det hotel. Det var nok den mest negative oplevelse ved turen. Vi havde ikke rigtig fået det besked hjemme fra, så overraskelsen var så meget større over, at det kostede 500 kr. for en halvdagstur. Det kunne nu ikke ødelægge glæden ved de oplevelser på stedet.
Iguazu er navnet på en by, en flod og en række overvældende flotte vandfald. 275 vandfald samlet på et sted. Vi valgte at slappe lidt af den første dag på stedet. Gik en lille tur – fik hævet nogle penge. Set os om i området. Mødte i øvrigt vores tango partnere fra Buenos Aires. De boede som tidligere skrevet i Slagelse. En af dem havde faktisk boet i Sorø. Verden er lille. Mødte også et andet par. 2 unge mennesker fra København, som var på rundrejse i Brasilien. Deres tur var på lidt over en måned. Han rejste med sceneopsætning til koncerter og hun havde en udendørscafe i København.
Lørdag den 26. november
Så skulle vandfaldende opleves. Først gik vi ned til indgangen til naturparken. Ikke så langt. Videre med bus ind i parken. Stod af hvor vi kunne komme ned til vandfaldende. Dette er vores første indtryk. Det blev flottere og flottere jo længere vi gik. Stødte ind i nogle lokale tyveknægte. Altså madpakketyve. Her et par unger.
Lige over på den anden side af floden var Argentina.
Billederne taler vist for sig selv.
Efter denne enestående oplevelse gik vi i fugleparken lige ved siden af hotellet. Parken er indrettet med mange store volierer, hvor fuglene fløj frit omkring. I parken mødte vi faren til en af Rikkes gamle skolekammerater fra Sorø – meget mærkeligt. Han var på en rundrejse i Brasilien med et helt andet selskab.
Tilbage til hotellet og side lidt ved poolen.
Mad og drikke til aften.
Søndag den 27. november
Vi havde bestilt en tur til den argentinske side af vandfaldende.
Blev kørt fra hotellet og de
Vi blev sat på en gummibåd – ca. 20 personer i båden – og fik pakket vores tøj ned i en vandtæt pose. Fra de andre danskere på hotellet havde vi fået at vide, at vi skulle skifte til badetøj og gemme vores skiftetøj godt væk. Det råd var vi glade for! Af sted gik det op ad floden mod vandfaldene. Et sted skulle vi ”bestige” et lille fald på ca.
Oppe på land tog vi turen på gåben langs med vandfaldende og fik endnu et flot skue at se. Mødte et par af ”madpakketyvene”.
Tilbage på hotellet slappede vi af ved poolen. Spiste til aften sammen med de 2 unge fra København. De skulle meget tidligt op og med fly kl. 7.30 næste dag. Det var ikke vores skyld, at de ikke gik i seng før kl. 23.00!
Mandag den 28. november
Rejsedag. Skulle med fly kl. 14.30 mod Sao Paulo og Rio de Janeiro, så vi havde tid til at få pakket – spise morgenmad i god ro og orden – læse bog ved poolen og i øvrigt hygge os. Blev kørt til lufthavnen og så af sted med fly mod Sao Paulo. Vi landede midt i byen – bogstavelig talt! Ventetiden inden vi skulle videre mod Rio de Janeiro håbede vi kunne fyldes ud med lidt spisning – men nej. Ingen ordentlig mad. Det eneste spiselige vi kunne finde var en croisant med en cola til. Ikke noget vi blev meget mætte af. Videre mod Rio. Landede kl. 21.00 og blev hentet af C&C’s chauffør. Var på hotellet kl. 22.00. Endnu et spændende hotel midt på promenaden ved Copacobana Beach. Havde ikke energi til at gå ud i byen og spise, så det blev kun til lidt chokolade og en øl.
Tirsdag den 29. november
Op til et godt morgenmåltid. Bagefter skulle vi ud og se lidt på byen. C&C Travel havde et kontor
Vores rundtur i Rio startede med at vi blev samlet op ved hotellet. Så gik det ellers der ud af. Først en rundtur i byen, så op til Jesus figuren. Hvilken udsigt. Vi havde et godt blik over hele Rio de Janeiro – de mange bydele, spredt mellem vand og bjerge.
Derefter gik turen til det store stadium. Turen gik gennem nogle af de fattige kvarterer. Her var det ingen god ide at stå af og gå en tur. Disse kvarter er kendt for meget stor kriminalitet og meget fattigdom. Ikke et sted for turister.
Vi fik mulighed for at se stadium indefra. Desværre var det under ombygning, men en god fornemmelse fik vi alligevel. Plads til 200.000 personer inden ombygningen – ca. 100.000 efter. Alle ståpladser blev til sidepladser. Fodaftryk af næsten alle de store spillere fra Brasilien. Enkelte manglede endnu.
Næste stop var hvor karnevalet foregår. Inde i en butik, var det muligt at få lov til at låne en kostume til fotografering. Hanne havde ikke lyst, selvom personalet insisterede kraftigt.
Så gik turen videre mod katedralen. En stor bygning – men ingen skønhed. Der er stadig utilfredshed i Rio på grund af bygningens karakter. Indvendig var den flot med de store glas mosaikker.
Var en tur nede ved stranden og så de lokale miniputter træne i sandet. Hvilken energi – kan godt forstå, at brasilianske spillere har en god kondi og en eminent teknik.
Stranden blev brugt til meget – vollyball, gymnastik, kondiløb o.s.v. Altid liv og glade dage. Udsigten fra vores værelse var perfekt.
Tilbage på hotellet – og videre til spisning i byen. C&C Travel gav en gratis middag på en chacaras restaurant. Det specielle ved denne type restaurant var, at tjeneren hele tiden – og det var hele tiden – kom med frisk grillstegt kød og grønsager. Hvis vi ikke selv sagde stop, ville vores mavesæk være sprunget i luften. Rigeligt med mad – og det smagte rigtigt godt.
Fik en drink på værelset – og så var det godnat tid.
Onsdag den 30. november
Ja – så var det 14 dage siden vi tog hjemme fra. Hvilke oplevelser vi havde haft i de 14 dage. Rio på egen hånd var denne dags program. Metroen ind til centrum. Moderne og flot metro. Ikke mange mennesker med den, men det havde nok noget med prisen at gøre. De lokale havde ikke råd til den luksus. Centrum i Rio er meget spændende. Vi gik en tur i en af indkøbsgaderne. Butik efter butik – alle mulige slags varer. Sjovt at se julepynt i 36 graders varme. Mødte en ”julemand”. Nøgen overkrop, korte bukser og en nissehue. Vi havde ikke fået væske nok, så jagten blev indledt på noget drikkeligt. Krisen blev overvundet.
Gik forbi en dyrehandel. Mange forskellige slags dyr. Hunde, katte, høns, fugle o.s.v. I butikken gik en høne med kyllinger frit rundt sammen med 2 katte. De spiste endda af samme mad. Se det ville aldrig være sket hjemme hos os!!
Træt af oplevelser gik vi mod metrostationen igen. Fik købt et par småting – bl.a. en cd med julemusik udsat for sambarytmer!!
Fik god mad på strandpromenaden.
Hjemme på hotellet mødte vi et af de danske par vi havde mødt tidligere på turen. Vi fik en forfriskning samme med dem på en strandbar. Aftalte at vi skulle spise sammen på en af de lokale restauranter. Prisen beregnes efter vægt. Rigtig god mad igen, men rødvin er de nu ikke gode til i Brasilien!
Så var vores tur ved at være forbi.
Torsdag den 1. december
Afgang fra hotellet kl. 9.10. Med fly fra Rio til Sao Paulo – MEGET lang ventetid (5 timer) indtil vi kunne komme videre mod Milano. Fly fra Sao Paulo til Milano. Ingen senildement dame denne gang!
Fredag den 2. december
Landende til tiden i Milano til frostgrader – lidt af en kuldemæssig oplevelse. Havde igen lidt for lang ventetid. 7 timer inden vi kunne komme videre mod København.
Hjemme i Danmark gik det desværre rigtig skævt for første gang på hele turen. Den ene kuffert var ikke med flyet. Nedtur. Jytte og Christian ventede på os i ankomsthallen. Hjem til Sorø og god mad a la farmor – flæskesteg!
Konklusion:
Denne tur er den mest spændende tur vi endnu har været på. Årsagen er jo nok, at det er et helt andet kontinent – helt anderledes natur – helt anderledes kultur – helt anderledes mennesker. Alt i alt en hel anderledes ferieoplevelse.
Det er bestemt ikke sidste gang vi har været i Sydamerika.
Næste tur (november 2006?) skal nok gå til Chile, videre over Andelsbjergene til Argentina.